Hvert år afholdes der ordinær generalforsamling i såvel andels- som ejerforeninger.
Ifølge vedtægten har man som andelshaver/ejerlejlighedsejer mulighed for at stille forslag op til den ordinære generalforsamling.
Fristen for, hvornår man skal have stillet forslaget, fremgår af foreningens vedtægter.
- Forslaget skal formuleres så specifikt, således at det er åbenlyst, hvad forslagsstiller mener.
- Hvad har forslaget af betydning, herunder økonomisk og eventuelt en motivation for forslaget. Et forslag om større sandkasse i gården kunne f.eks. være:
”Forslag fra Børge og Ulla om ny og større sandkasse i gården, således at denne bliver 10 kvadratmeter i stedet for den eksisterende sandkasse på 3 kvadratmeter. Forslaget medfører en udgift for foreningen på kr. 12.000, der tages fra foreningens drift. Motivationen for forslaget er, at der er flere børn i gården nu end tidligere, og derfor er der brug for en større sandkasse. Arealet, der bliver taget til den større sandkasse, bliver i forvejen ikke brugt væsentligt”.
Ovennævnte vil være at betragte som et simpelt forslag, hvor der såvel forklares om konsekvensen, som forslagsstiller ser det, samt fordele og ulemper i øvrigt.
Hvis man f.eks. ønsker at stille forslag om altaner, nye vinduer eller lignende, vil det som regel kræve et større forarbejde end noget, man selv kan stille, og derfor kan man evt. stille forslag om, at det undersøges nærmere og/eller at man simpelthen sammen med foreningen tekniker får udarbejdet et decideret forslag. Brug af foreningens tekniker vil dog koste penge, og er derfor noget, som bestyrelsen konkret skal godkende.
Bemærk, at man typisk ikke kan stille forslag til en ekstraordinær generalforsamling.